Vi tæller de sidste dage af året og gør klar til den store fest. Personligt benytter jeg også altid disse dage til at kigge tilbage på året der gik. Hvad gik godt og hvad gik skidt? Hvad har jeg lært og hvor kunne jeg med fordel have gjort noget anderledes? Det er en sund proces at gennemgå og jeg tror på, at det at løbe alt igennem og gerne få det ned på skrift også, gør at man ikke glemmer det helt så let.
Øvelsen kan tage alt fra en til tre timer og jeg føler det er det hele værd. Derefter skal der så også kigges fremad og der skal sættes nogle mål. Mål er individuelle og kan ikke diskuteres, men en ting jeg mener er vigtigt er, at alle mål er noget man selv har styr på og kontrol over.
Det hjælper ikke at man har et mål om at tjene flere penge. Målet bør i stedet være at arbejde X antal timer, producere X enheder, få X antal nye kunder og lignende ting hvor man selv har mere kontrol.
Har du sat dig mål for det kommende år? Du kan nå det endnu og jeg tror du vil kigge tilbage om 12 måneder og se at du har nået dem alle og meget mere. 365 dage er rigtig lang tid og er man fokuseret og knokler på, så kan man udrette de vildeste ting og nå langt mere end man kan forestille sig.